Forfangenhed

Histo­rie
Forfan­gen­hed hos heste er en sygdom, som har været kendt i hundred­vis af år og som helt fra starten har voldt bekym­ring. Den kom af ukendte årsager og var svær at behan­dle. I dag bliver heste verden over stadig forfangne. Sygdom­men er frygtet, fordi den kan have fatale følger.

Hvad er forfan­gen­hed?
På mange måder minder hestens hov om en finger. Hovkap­slen (neglen) holdes fast på hovbenet (finger­knoglen) via lameller. Disse lameller er delt op i hårde og bløde lameller. De hårde kommer fra hoven og de bløde fra binde­vævet. Binde­vævet sidder mellem hovbenet og hovkap­slen. Lamellerne er en masse tynde ”blade”, som er flettet ind i hinan­den og dermed skaber en meget stærk struk­tur. Når der sker en nedbryd­ning af lamellerne, så de løsnes fra hinan­den, siger man, at hesten er forfan­gen. Det konstateres ofte på røntgen, hvor hovbenets vinkel i forhold til hovvæggen kan være ændret, så hovbenet er roteret. Andre gange kan det ske, at hovbenet synker, så øverste del af hovbenet ikke længere er i niveau med kronran­den.

Årsager
Forfan­gen­hed kan ramme heste i alle aldre og skyldes ikke kun græsset om foråret, som det ellers har heddet sig. Vi kender i dag flere forskel­lige årsager til forfan­gen­hed som f.eks. foræd­ning, overbe­last­ning af hovene, fedme, livmoder­betæn­delse i forbindelse med foling, stofskiftesyg­domme og græs. De mange forskel­lige årsager gør, at vi ikke ved, om der er én speci­fik grund, som er fælles for dem alle. Vi ved heller ikke præcis, hvad det er, der sker i hestens krop, når den bliver forfan­gen. En målret­tet behan­dling er derfor heller ikke mulig.

Diagnose
Når hesten er forfan­gen vil den oftest være ømtået på forbenene, men det kan også forekomme på bagbenene. Hesten kan visiteres med en visiter­tang for at verifi­cere ømheden. De kliniske symptomer viser sig ved, at hesten har en meget trippende gang eller nødigt vil støtte på forbenene. I mere alvorlige tilfælde vil hesten læne sig tilbage og dermed stå med fremstrak­te forben, for at fjerne vægten fra forbenene. På den måde aflastes trækket i den dybe bøjesene og hermed den ømme læder­hud, hvor smerten udspringer fra. Hesten vil også skifte­vis løfte forbenene for at lette presset på tåen eller ligge meget ned. Symptomer på forfan­gen­hed kan komme meget pludseligt.

Diagnosen og alvorlighe­den af forfan­gen­heden kan stilles med røntgen. På et røntgen­billede kan dyrlæ­gen vurdere, om hovbenet er sunket eller roteret som før nævnt. Det vil være med til at graduere alvorlighe­den af det enkelte tilfælde og sige noget om prognosen for hesten.

Behan­dling
Behan­dlin­gen af forfan­gen­hed kan ofte være meget vanske­lig. Fordi vi ikke kender årsagen, bliver behan­dlin­gen oftest sympto­ma­tisk og består primært i, at dyrlæ­gen smertelin­dr­er hesten. Det gøres med antiin­flam­ma­torisk medicin (smertestil­lende). I den meget akutte fase kan det have en gavnlig effekt at køle hestens ben i lange perioder med fx koldt vand, det mindsker blodtil­førslen til hoven og dæmper nogle af de proces­sor, som menes at kunne være årsag til forfan­gen­hed. I nogle tilfælde, hvor hesten har en bestemt lidelse som fx cushing eller ems (sukker­syge), kan der udover antiin­flam­ma­torisk medicin behan­dles med medicin for disse sygdomme. 

Med til behan­dlin­gen hører, at hesten får ro. Det betyder, at den skal stå i sin boks i en periode, hvor den slet ikke kommer ud. Perio­den aftales i det enkelte tilfælde, da forfan­gen­hed kan variere meget i alvorlighed. Boksen skal være så blød som muligt og det helt optimale er en boks med sand.

Hestens hov kan hæves med en kile bag til. Det mindsker trækket i den dybe bøjesene og dermed trækket i hovbenet, så lamellerne ikke så nemt trækkes fra hinan­den.

Med til behan­dlin­gen hører især, at hesten har smed jævnligt. Mange forfangne heste er ofte for langtåede og det kan være med til at forværre situa­tio­nen. Hvor langtået, hesten er, kan vurderes på et røntgen­billede.

Fremti­den
Hvordan fremtid­sudsigten ser ud kan variere meget afhængig af det enkelte tilfælde. I nogle tilfælde kan hesten være så dårlig, at den må aflives i henhold til dyreværnsloven. Den beslut­ning kan under­støttes af røntgen­billed­er, som kan påvise, at hovbenets spids er tæt på at bryde igennem sålen, hvilket er yderst smerte­fuldt for hesten. 

Andre heste kan have et kort akut forløb, hvor hesten vil være rengående igen inden for en uge. Disse heste kommer sig ofte uden de store proble­mer, men de skal stadig have en arbejds­fri periode efter­føl­gende, som kan vare i flere uger afhængig af det enkelte tilfælde.

I nogle tilfælde kan hesten være forfan­gen i mange uger, hvor der periode­vis ses forbedringer og så forvær­ringer igen. Det kan være meget frustr­erende og et hårdt forløb for både ejer og hest. I de tilfælde er det op til ejer og dyrlæge i samråd at finde ud af, hvad der er det mest rigtige, hvor langt man vil gå fx i forhold til hesten alder og hvordan den ellers har det.

HUSK at rigtigt mange heste kommer sig efter, at de har været forfangne, så forfan­gen­hed er absolut ikke lig med en dødsdom, men ofte hører man som hestee­jer kun om de mest alvorlige tilfælde.

Hvordan undgås forfan­gen­hed
Der er desværre ikke noget endegyldigt svar på, hvordan man undgår forfan­gen­hed. Men der er nogle forhold­sre­gler, du kan tage:

  • Pas på, at din hest/pony ikke bliver overvægtig. Overvægtighed kan gøre, at hesten får stofskiftelidelser, som øger risikoen for forfan­gen­hed.
  • Hesten må ikke indgræss­es for hurtigt i foråret/forsommeren. Jo langsom­mere des sikrere. En mulig plan kan være, at hesten tilby­des hø/wrap 1 time før den lukkes ud, og hesten starter med 10 – 15 minut­ters græsning pr. dag. Tidsrum­met øges langsomt over en periode (5 – 10 min.) om dagen. Se eventuelt også Brogaar­dens Græsningsstrate­gi. Hesten kan tillige tibydes stråfoder på marken.
  • Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at hesten får smed regelmæs­sigt – ca. hver 6. uge. Og at du sørger for, at hesten generelt har sunde og velple­jede hove.